Træbroen over Giber Å lå gemt under høje bøgetræer, og vandet nedenunder frådede om stenene. Anders holdt Ida tæt ind til sig. Hun støttede sig til sin hvide stok, og han førte hende med en hånd på hendes albue.
»Lige her,« sagde han sagte. »Der er et bræt, der er knækket. Lad mig gå forrest.«
Ida nikkede. Hun havde ikke sagt et ord på hele gåturen. Hun havde lyttet til hans stemme. Den havde den der tone under overfladen – den samme tone, hun for tre uger siden havde hørt, da han på badeværelset havde hvisket i telefonen: »Hvis hun falder, er der ingen, der ser det. Hun er blind, for fanden. Alle vil tro, det var en ulykke.«
Den nat havde Ida ligget i mørket og følt tårerne brænde under øjenlågene. Ikke af sorg. Af raseri.
For hun var ikke blind. Ikke længere.
Tre måneder tidligere var hun fløjet til Stockholm i hemmelighed. En specialist havde opereret hende. Synet var kommet tilbage gradvist – først utydelige skygger, så konturer, så farver. Da hun en tirsdag morgen i august vågnede og kunne se støvkornene danse i solen gennem vinduet, havde hun bidt sig i læben og tænkt: Nu skal jeg se, hvem du virkelig er, Anders.
Hun var vendt hjem og havde fortsat sin blinde tilværelse til punkt og prikke: tøvende hænder langs køkkenbordet, tæppe over spejlet, stokken der tikkede mod dørkarme. Hver aften serverede han mad for hende, og hun spiste langsomt, mens hun iagttog hans blik. Der var intet kærligt i det. Blot utålmodighed. Nogle gange sad han i sofaen og stirrede på hende, som om hun var et møbel, der skulle flyttes.
Hun begyndte at optage lyd på sin telefon, gemt i strikkekurven. Hun optog hans telefonopkald, hans suk, hans kolde bemærkninger om »den gamle rønne i Mols og de forbandede aktier.« Hun vidste, at huset og formuen fra hendes far var hendes alene. Ved skilsmisse fik han intet. Hun vidste nu, at han havde tænkt sig en anden udvej.
Den lørdag morgen havde han lagt en fleece frem til hende. »Vi tager til Fløjstrup,« sagde han. »Du trænger til frisk luft. Jeg husker, hvordan du elskede den gamle træbro. Vi kan gå en tur og så får vi frokost på caféen bagefter.«
Ida havde smilet. »Det lyder dejligt, skat.«
Indenunder havde hun taget et lille vandtæt modul på: en optager med lang batteritid, syet ind i foret på jakken. Hun havde også ringet til politiet på 114 samme morgen og sagt: »Jeg hedder Ida Hald, og jeg tror, min mand vil forsøge at slå mig ihjel i dag ved Giber Å. Jeg er på vej dertil. Jeg beder jer lytte med på min telefon – jeg ringer 112, når vi er fremme, og lader linjen være åben.« De havde taget hende alvorligt. Måske fordi hun talte stille og tydeligt, som en der så alt.
Nu stod de på broen.
Anders var bag hende nu. Hun mærkede hans ånde i nakken. Det var køligt, og vinden bed i kinderne. Hun lod stokken klapre mod plankerne. Under dem brølede vandmasserne efter nattens regn.
»Anders, jeg er lidt bange,« sagde hun og standsede. Hun mærkede hans hænder glide fra albuen ned mod hendes ryg.
»Bare rolig, jeg holder dig,« sagde han. Men stemmen dirrede. Ikke af anstrengelse. Af forventning.
Hun drejede hovedet en anelse. Hun så hans knyttede hænder. Hun så sneen af spyt i mundvigen. Hun så, at han så sig over skulderen – stien var tom, bilen parkeret en halv kilometer væk. Og så skete det.
Med et hårdt skub midt på ryggen sendte han hende mod afgrunden.
Men Ida havde ventet det. I det sekund han skubbede, slap hun stokken, greb om en af de rå brædder, der stak ud fra broens underside. Hun havde set den på vejen ud – en planke der var knækket og hang løs. Hun kastede sig sidelæns og fik fat i den. Hendes skulder skreg af smerte, men hun holdt. Hun krummede sig sammen og lod kroppen falde ned i et virvar af buske og sten lige under broen. Det gav et plask, et bump. Vandet slog op om hende, men hun var aldrig faldet helt i strømmen.
Oppefra hørte hun Anders indånde skarpt. Så tavshed.
Hun vidste, hvad han tænkte: Hun var væk, fejet med af floden. Hun holdt vejret og pressede sig ind under broens skygge. Vandet var iskoldt, men hun rørte sig ikke. Hun talte til hundrede.
Anders skyndte sig tilbage til land. Hun hørte hans skridt fjerne sig. Så begyndte han at græde. Et kunstigt, anstrengt hulk. Han trak mobilen frem. Tastede 112. Hans stemme skælvede: »Min kone… hun faldt fra broen. Hun er blind. Hun må være skyllet væk. Kom hurtigt. Fløjstrup Skov, gamle træbro. For Guds skyld, skynd jer!«
Ida lukkede øjnene. Hun kunne mærke blodet løbe varmt ned ad armen. Men hun åbnede øjnene igen – og hun så da en lygteskær mellem træerne. Blå blink langt borte.
Hun havde ringet 112, idet de gik ind på stien. Linjen havde været åben. Alt hvad Anders sagde, blev optaget. Også hans falske gråd. Også den stilhed før skubbet.
Hun trak sig op af mudderet. Skulderen gjorde frygteligt ondt. Men hun rejste sig. Vandet dryppede fra hendes tøj. Hun gik, skridt for skridt, op mod stien. Hun behøvede ingen stok nu.
Parkeringspladsen var fuld af lys. Politifolk med lommelygter, to betjente der talte til en storsnudet mand i regnjakke – Anders. Han gestikulerede vildt: »Jeg prøvede at holde hende, men hun gled. Hun så ingenting! Stakkels Ida…«
Så stivnede han.
Ida kom gående direkte imod ham. Håret klistrede til panden, mudder på kinden, men blikket var krystalklart, fast, dirrende af et raseri, der havde ulmet i tre måneder. Hun stoppede to meter fra ham.
Anders’ mund åbnede sig. Ordene kom som en hvæsen: »Ida? Du… du kan… men du er blind!«
Hun så ham direkte i øjnene. »Nej, Anders. Jeg har set dig i månedsvis. Hver gang du sukkede, når du troede jeg ikke kunne se. Hver gang du talte med Camilla. Jeg hørte din plan, og jeg optog den. Hele samtalen. Jeg har sendt den til politiet. Og i dag optog jeg alt – også dit desperate opkald til alarmcentralen, efter du havde skubbet mig.«
Politifolkene udvekslede blikke. En af dem trådte frem. »Hr. Hald, vi har modtaget en lydfil og en anmeldelse. Blev du skubbet?«
Ida nikkede uden at tage blikket fra Anders. »Ja. Han skubbede mig med fuldt overlæg. Jeg slap med et greb om en planke. Fordi jeg så, at den var der. Jeg er ikke blind længere. Og jeg har beviser.«
Anders’ ansigt faldt sammen. Der var intet tilbage af den sørgende ægtemand. Hans kæbe skælvede. »Det var en ulykke, jeg sværger…«
Ida afbrød ham roligt. »Du glemte én ting. Jeg har altid set mere, end du troede. Selv i blinde. Men nu ser jeg alt. Og du får ikke en krone. Huset i Mols? Solgt i sidste uge. Blev doneret til en fond for blinde. Jeg underskrev papirerne selv – med åbne øjne.«
En betjent tog Anders’ arm. »De er anholdt for drabsforsøg. De har ret til en advokat…«
Ida stod og så på, mens de førte ham væk. Han kæmpede, men lænkerne klikkede om hans håndled. Regnen begyndte at falde. Hun mærkede det kolde vand på sit ansigt og smilede. For første gang i tre år så hun regndråberne som små spejle, der faldt. Hun så, og hun var fri.
