Det var Birgit Kjærgaard fra dyreinternatet i Randers, der tog telefonen den formiddag i oktober. En nabo i Assentoft havde ringet til kommunen tre gange på to uger — der var noget galt inde bag det høje plankeværk på Møllevangsvej, hørte hyl om natten, og ingen så nogensinde nogen lufte hundene.
Da Birgit og en dyrlæge fra Randers Kommune endelig fik lov at komme ind, fandt de fem hunde bundet til en rusten campingvogn uden hjul. Fire af dem var blandingshunde. Den femte var svær at placere. Pelsen var klistret sammen af skidt og egen afføring, ribbenene stod som et vaskebræt under huden, og det ene øre manglede en bid, som om nogen havde ladet de andre hunde få frit spil. Dyrlægen skrev "malamute, ca. 4 år" på papiret, men satte et spørgsmålstegn ved siden af. Man kunne næsten ikke se racen for beskidt pels og sår.
De kaldte ham Loke, fordi han var listet ind bagerst i buret og ikke ville komme frem, selv ikke for et stykke leverpostej.
Ejeren, en mand i fyrrerne ved navn Kaj Bruus, blev idømt en bøde på 15.000 kroner og forbud mod at holde dyr i ti år. Han mødte ikke op til retsmødet. Birgit husker, at hun stod med papirerne i hånden og tænkte, at bøden ikke betød noget for en mand, der allerede havde ladet fem hunde sulte ved siden af en fryser fuld af kød — de fandt den senere, stopfuld, mens hundene vejede halvdelen af det normale.
De første tre uger på internatet rørte Loke sig knap. Han lå i det bageste hjørne af buret med snuden mod muren. Personalet skiftevis prøvede kogt kylling, prøvede at sidde stille udenfor buret i en halv time hver dag uden at kræve noget, prøvede radio med lav musik, fordi en af de frivillige havde læst et sted, at det kunne berolige forskræmte hunde. Ingenting virkede særlig hurtigt. Men Birgit gav ikke op — hun havde set værre komme sig, sagde hun, selvom hun ikke selv var sikker på, om det var sandt eller bare noget, hun sagde for at holde ud.
Det var en kvinde ved navn CamillaØster, der endte med at hente ham. Hun var 34, arbejdede som ergoterapeut på et plejehjem i Randers, boede alene i et rækkehus med en lille baghave og en gammel schæferhund, Nemo, der var blevet 11 år og var begyndt at gå lidt stift i bagbenene. Hendes mor havde spurgt, om hun ikke havde nok at se til med Nemo og de dobbelte vagter på arbejdet. Camilla svarede ikke rigtig på det spørgsmål dengang. Hun havde set et opslag om Loke på internatets Facebook-side, et sløret billede taget gennem gitteret, og noget ved det ene knækkede øre gjorde, at hun ikke kunne lade det ligge.
Første gang hun besøgte ham, sad hun på gulvet i to timer uden at røre ham. Han lå i hjørnet og holdt øje med hende, men flyttede sig ikke en centimeter. Anden gang tog hun leverpostej med og lagde stykkerne i en linje hen mod sig selv i stedet for at række dem frem. Det tog femten minutter, før han rejste sig og gik de sidste stykker igennem. Tredje besøg spiste han direkte fra hendes hånd, og Birgit skrev under på papirerne samme uge.
De første nætter derhjemme sov Loke under sofabordet i stuen, presset ind mellem bordbenene, som om han ville gøre sig så lille som muligt. Nemo, den gamle schæfer, lugtede til ham gennem sprækken og lagde sig så bare ned et par meter væk, dag efter dag, indtil Loke en morgen i november kom ud og lagde sig ved siden af ham i stedet for under bordet. Camilla filmede det ikke engang — hun sad bare på trappen med sin kaffe og glemte, at den blev kold.
Det tog fire måneder, før han holdt hovedet oppe, når hun kom hjem fra arbejde. Det tog syv, før han logrede. Vinteren gik med korte gåture i mørket klokken seks om morgenen, hvor Camilla lærte at holde snoren løs og ikke se direkte på ham, for øjenkontakt fik ham stadig til at dukke sig. Hun skiftede dyrlæge to gange, fordi den første klinik havde for meget larm og for skarpt lys, og fandt til sidst en dyrlæge i Mørke, der lod Loke selv gå ind i undersøgelsesrummet i sit eget tempo, nogle gange brugte det ti minutter bare at komme over dørtrinnet.
Pelsen voksede tilbage tyk og grå-hvid i løbet af foråret. Ribbenene forsvandt under muskler, han fik af de lange gåture langs Gudenåen, hvor han efterhånden begyndte at trække i snoren efter ænder i stedet for at trykke sig ind mod Camillas ben. Til sommer vejede han 34 kilo, det halvdel-øre var stadig der, men ingen lagde mærke til det længere, for det var bare Lokes øre, ikke et mærke efter noget.
I august, næsten et år efter han kom til Randers, stod Camilla i baghaven med en kop kaffe, da hun hørte noget, hun ikke havde hørt før: Loke gøede efter en kat på plankeværket, højt og fornærmet og fuldstændig almindeligt, som enhver hund ville gøre. Hun stod helt stille med koppen i hånden og lo, indtil hun måtte sætte sig ned på trappen.
Bøden på de 15.000 kroner blev, så vidt Birgit ved, aldrig betalt. Kaj Bruus flyttede fra kommunen kort efter retssagen, og sagen blev lukket administrativt. Men på internatets opslagstavle i Randers hænger der stadig et billede: det slørede fra Facebook ved siden af et nyere, taget af Camilla ved Gudenåen, hvor en stor grå-hvid hund løber med noget, der ligner et smil, og en snor, der hænger helt slap i hendes hånd.
