Jeg havde kun tolv minutter, før vuggestuen lukkede. Klokken var ti minutter i fem, og regnen slog mod ruderne i Brugsen på Vesterbro. Kurven med en liter letmælk og en pakke rugbrød stod ved kassen, og jeg rodede i lommen efter et tyvertal til en plasticpose, da jeg hørte et dump. Ikke et stort brag, bare en pose, der gled ud under en frakke og ramte linoleumsgulvet.
Jeg så op. Ved udgangen stod en lille pige, måske ni år, med en alt for stor vinterfrakke i en falmet rød farve. Det ene ærme var syet sammen med en anden tråd end resten. Vores vagt, en ung fyr der hed Kasper, holdt hende forsigtigt ved albuen. Foran dem lå en pose havregryn.
Pigen stod helt stille. Så sagde hun, lavt nok til at jeg ikke skulle have hørt det: „Jeg havde brug for dem.“
Folk stoppede op. En dame med en indkøbsvogn trak vejret ind gennem tænderne. Jeg blev stående, selvom min hjerne skreg, at vuggestuen lukkede om tolv minutter. Jeg kunne ikke gå.
Bestyreren, Carsten, kom hurtigt ud fra kontoret. Han var iført den samme blå skjorte som altid og havde en blyant bag øret, selvom han aldrig skrev noget ned. Han kiggede på posen, så på pigen, så på os andre, der stod som en halvcirkel uden at sige noget.
„Hvad hedder du?“ spurgte Carsten stille.
Hun sagde ikke noget. Hendes fingre klemte om en gammel rygsæk, der hang over skulderen.
„Jeg lover, at ingen bliver vrede,“ sagde Carsten. „Men jeg bliver nødt til at se, hvad der er i tasken. Der kan være andet, vi skal tale om.“
Pigen trak lidt væk. Så åbnede hun lynlåsen med to fingre, forsigtigt, som om noget kunne gå i stykker. Indholdet kom frem: et foldet viskestykke, en plastikkop med revne i bunden, to næsten nedbrændte stearinlys, nogle håndskrevne sedler, en tørret morgenfrue og en lille stofpung med nogle få mønter. Øverst lå et fotografi af pigen ved siden af en ældre kvinde med sølvgråt hår, strøget stramt tilbage.
Carsten samlede sedlerne op. Jeg læste med fra siden: *Havregryn, te, æbler, to par uldsokker.* Ved hver ting stod der en pris, skrevet med blyant. Tallene var små og præcise. I alt stod der 47 kroner nederst.
„Hvem er det på billedet?“ spurgte Carsten.
„Min mormor,“ svarede pigen. „Maren Holt. Hun bor på Krogsbøllevej, bag det gamle pakhus.“
Hun fortalte det hele, ikke som en undskyldning, men som en forklaring, hun havde øvet sig på. Maren havde været svag i flere uger, kunne ikke længere gå hen til byens varmestue. De havde spist de sidste tvebakker i går aftes. I morges var der intet. Pigen havde regnet forkert, syntes hun havde nok mønter, men prisen var steget med to kroner siden sidst.
„Jeg ved godt, det var forkert,“ sagde hun til sidst. „Jeg ville komme tilbage og betale bagefter, når jeg fik flere penge. Jeg hedder Alma, hvis nogen spørger.“
Der blev stille i køen. En ældre mand lagde en tyver tilbage i lommen. En kvinde med regnslag og hundesnor kiggede ned i gulvet.
Min telefon vibrerede i lommen. Vuggestuen. Jeg greb fat i min kurv, lagde varerne på båndet og bad om at få det hele i en pose, selvom det kostede tre kroner ekstra. Jeg betalte med kort, tog posen og gik ud i regnen uden at se mig tilbage.
Men navnet Krogsbøllevej og ansigtet på pigen sad fast i mig hele vejen hjem. Min mor havde boet på den vej engang, for mange år siden, dengang hun stadig syede kostumer om aftenen ved køkkenbordet.
—
Tre dage senere var jeg tilbage i Brugsen. Ikke fordi jeg manglede noget, men fordi jeg havde en kasse med min mors gamle systing stående på loftet, og jeg havde set en seddel på opslagstavlen nær indgangen:
*Donér stofrester, bånd, knapper eller sytråd til en lokal familie, der er ved at starte en lille håndarbejdsvirksomhed.*
Jeg havde tænkt på navnet Maren Holt hele weekenden, uden helt at turde tro på det. Da jeg stod der med kassen i favnen, gik det op for mig, at jeg håbede, det var den samme Maren, min mor engang havde nævnt ved navn.
Carsten kom ud fra kontoret og smilede, da han så kassen. „Lone, ikke? Du handlede her i mandags, da det med pigen skete.“
Jeg nikkede. „Min mor var syerske på Odense Teater for mange år siden. Hun døde for fem år siden, og jeg har aldrig fået ryddet op i hendes ting. Der er stofrester, knapper, bånd, alt muligt. Pigen sagde, hendes mormor hed Maren. Var det Maren Holt?“
Carsten så overrasket ud. „Ja, det er hende. Kender du hende?“
„Min mor kendte hende. For mange år siden.“
Han foreslog, at jeg selv kørte kassen ud til dem, fordi værkstedet lå tæt på, og han vidste, at Maren gerne ville takke folk personligt for al den hjælp, hun havde fået, siden en gruppe fra menighedsplejen og et par naboer hjalp dem med at få ordnet trappen og få skiftet vinduerne, cirka en måned tidligere. Jeg sagde ja.
Jeg fulgte hans anvisninger forbi de oplyste butiksgader og ind i et roligt kvarter med gamle lagerbygninger. Til sidst holdt jeg foran et lille hus bag et lukket pakhus. Vinduerne var ikke længere dækket af pap, men malingen på karmene var stadig ny og lidt for hvid mod de gamle mursten. Trappen virkede solidt bygget, men et af rækværkets bræder manglede endnu maling. Duften af lavendel hang i luften, selv i regnen.
Jeg bankede på. En pige med håret trukket op i en stram hestehale åbnede. Hun havde en jakke på, der næsten passede, kun lidt for lang i ærmerne.
„Jeg har en kasse med stof og syting fra min mor,“ sagde jeg. „Carsten sagde, at I måske kunne bruge det.“
Hun smilede stort og råbte ind i huset: „Mormor, der er en dame med en hel kasse fuld af stof!“
Maren kom ud fra køkkenet. Hun gik langsomt, støttede sig til en stoleryg. Da hun så mig, standsede hun op.
Hendes ansigt ændrede sig ikke. Hun stod bare helt stille og holdt øje med mit ansigt, som om hun ledte efter noget bestemt.
Så sagde hun, næsten uden lyd: „Lone?“
Jeg stivnede.
„Din mor hed Birgit, ikke? Vi arbejdede sammen på Odense Teater. Hun syede kostumer. Jeg lavede blomster og hatte. Efter prøverne passede jeg dig, når hun havde travlt. Du fik altid lunt franskbrød med smør og kanel, og du fortalte mig, at du ville blive dyrepasser, fordi du elskede den lille hund i kostumefondet.“
Jeg kunne ikke sige noget. Mine fingre klemte så hårdt om kassen, at kanterne skar ind i håndfladerne.
Maren vendte sig om og gik ind i stuen. Jeg fulgte efter. Hun åbnede en lille trææske og tog en stofblomst frem. Kronbladene var lavet af gammelt silkestof, og midt i blomsten var der broderet to bogstaver: L.B.
„Jeg syede den til dig, da du var fire,“ sagde hun. „Jeg ville give den til dig på din fødselsdag, men din mor flyttede, og vi mistede kontakten. Jeg gemte den i håbet om, at jeg en dag ville se dig igen.“
Hun lagde blomsten i min hånd og lukkede mine fingre om den.
„Hvorfor sagde du ikke, hvem du var, dengang i Brugsen?“ spurgte jeg. „Alma sagde jo ikke engang dit efternavn, du kunne have bedt Carsten om at ringe til mig.“
Maren rystede stille på hovedet, mens hun samlede resterne af garn sammen på bordet foran sig og lagde dem i en lille kurv. „Det var ikke noget, jeg ville handle med,“ sagde hun. „Jeg havde nok skam over det, der skete med havregrynene, uden også at skulle bruge dit navn til at få en kasse stof foræret.“
Alma stod i døråbningen og kiggede fra mormor til mig. Hun holdt en stak håndlavede kort i den ene hånd og lagde dem på bordet, et ad gangen, som om hun talte dem.
„Jeg har tegnet blomster på dem,“ sagde hun. „Mormor siger, de skal sælges til forårsdekorationen. Jeg har lavet halvtreds.“
Jeg tog et af kortene op. På forsiden var der tegnet en morgenfrue med blyant, og indeni stod der ingenting, kun et tomt felt til en hilsen.
Jeg blev der en times tid. Vi drak te ved køkkenbordet, og Maren fortalte om min mor, om en aften hvor de havde syet paillietter på hundrede kostumer til en premiere og drukket kaffe direkte fra kanden, fordi der ikke var tid til kopper. Alma sad ved siden af og skar stof ud til nye blomster med en lille saks, mens hun lyttede.
Da jeg skulle gå, pakkede Maren tre stofblomster ind i et stykke silkepapir og gav mig dem sammen med kassen, jeg havde kommet med.
„Til dig,“ sagde hun. „Så du har noget at putte i din mors album ved siden af den anden.“
Jeg gik ud i bilen og satte mig bag rattet. Regnen var stoppet. Jeg kørte hjem, bar kassen op på loftet igen og åbnede min mors gamle fotoalbum. Der var hun, min mor, i en syerske-forklæde med målebånd om halsen. Ved siden af hende stod Maren, yngre, med en tekstilblomst i håret.
Jeg lagde den lille silkeblomst med bogstaverne L.B. og de tre nye blomster ned på siden og lukkede albummet.
Næste onsdag kørte jeg forbi Brugsen. Ikke for at handle. Forårsdekorationen stod i vinduet, og Marens stofblomster hang i klynger under loftet. Ved siden af kassen stod et lille stativ med Almas kort, det tomme felt stadig tomt, klar til nogens egne ord.
Jeg købte ti stykker og lagde dem i handskerummet. Om aftenen skrev jeg på det første: *Tak, fordi du åbnede tasken den dag.* Jeg skrev det til Carsten og lagde kortet i hans postkasse på vej hjem fra arbejde dagen efter.
