Mikkel havde været skovfoged i Fulufjällets nationalpark i næsten femogtyve år, og han kendte hver eneste sti, hvert eneste vandhul og hver eneste lysning. Klokken var 06.42, da han opdagede de friske dækspor fra en pickup, der havde kørt langt ind i det fredede område, hvor kun elge og ulve normalt færdedes. Han fulgte sporene, og maven strammede sig – krybskytter.
En halv time senere rungede et skud mellem grantræerne. Han nærmede sig lyden, duften af harpiks blandet med krudtslam. I en lille sænkning stod en sølvgrå Toyota Hilux, model 2020, nummerplade EJH 672, med slukkede lygter. Tre mænd i camouflagetøj arbejdede ved en elg, der lå med et skudsår i siden.
Den bredeste, en mand med en falmet LKAB-tatovering på underarmen, surrede elgens forben med spændebånd. Ved siden af ham stod en yngre med et nervøst træk i det ene øjenlåg og vejede et jagtgevær. Den tredje, ældre, med skægstubbe og en tobakspind i mundvigen, rodede i bilens lad.
Mikkel trådte frem bag en gammel fyr. „Smid våbnene. Jagt er ulovligt her, og politiet er på vej. Jeg har netop sendt koordinaterne.”
Manden med tatoveringen – ham de kaldte Kenneth – vendte sig langsomt og smilede skævt. „Én mod tre? Du må have spist søm til morgenmad.”
„Så længe jeg passer det her, slagter I ikke dyrene,” sagde Mikkel.
Den yngre skiftede greb om geværet. Kenneth vekslede et kort blik med den ældre. Så gik det hurtigt. Den unge sprang frem og fik fat i Mikkels radioarm, mens Kenneth kastede sig over ham. Den ældre rev geværet ud af hænderne på Mikkel, fnøs og ruskede på hovedet. På under to minutter havde de trukket hans arme om bag ryggen og bundet ham til en tyk birkestamme med grove reb, der bed sig ind i håndleddene.
Kenneth lænede sig tæt ind. Hans ånde lugtede af kaffe og snus. „Sid her og nyd stilheden. Hvis du er heldig, finder nogen dig i morgen. Hvis ikke … ja, så klarer bjørnen nok resten. Vi så en satans stor en i går oppe ved elgmyren.”
De lo, satte sig ind i pickup’en og forsvandt, så støvet lagde sig over de knuste bregner. Mikkel rykkede i rebene, indtil musklerne sitrede, men knuderne sad fast. Skyggerne blev længere, og kulden krøb op under jakken. En flagspætte hamrede monotont et sted bag ham. Klokken nærmede sig 19, da han fornemmede en pludselig tavshed i skovbunden.
Så hørte han grenene knække – tungt, rytmisk. Lyden kom nærmere, og han drejede hovedet akkurat i tide til at se en enorm brun bjørn træde ud mellem to granstammer. Pelsen var mørk og glinsede fugtigt, og dyrets ene øre havde et tydeligt, gammelt flænge – en ar. Mikkels vejrtrækning gik i stå. Han genkendte arret. For otte år siden havde han i netop dette område befriet en bjørneunge, der havde filtret sig fast i en krybskyttefælde af ståltråd. Unge havde flænget øret under panikken, og han havde klippet tråden over, mens moderen iagttog ham på afstand.
Bjørnen standsede fire meter fra ham, sænkede hovedet en smule og snusede ind mod hans ben, så op mod hans ansigt. Pusten stod som små dampskyer. Han mærkede den varme, tunge lugt af vildt dyr. Så rejste den sig på bagbenene – to meter og firs i mankehøjde, et mørkt, svajende skrog – og han pressede ryggen ind mod barken, kæberne spændte. I stedet for at slå bed tænderne sig fast i rebet om hans brystkasse. Fibrene gav efter med en tør, knasende lyd. Så slap rebet, og hans arme faldt slapt ned. Bjørnen dumpede ned på alle fire, brummede dybt og puffede ham med snuden, som var han et bekendt væsen.
Mikkel stavrede op ad stammen, mens hans følelsesløse ben rystede. Han greb radioen, der var faldet under slagsmålet – en slidt Icom IC-F210. Bjørnen vendte sig og luntede ind mellem træerne, men standsede efter ti meter og så sig kort tilbage. Mikkel fulgte den, mens han masede sin tommelfinger mod taleknappen og hviskede en nødmelding med sine koordinater – han havde styr på positionen fra sporingen tidligere.
Bjørnen trak ham gennem sumpede moser og over et klippefremspring, en rute den åbenlyst havde gået før. Mikkel holdt sig på afstand, mens han lyttede. Efter tyve minutter nåede de en lysning, hvor en gammel jagthytte lå. Et blafrende petroleumslys stod i vinduet. Parkeringen foran var tom, men pickup’en holdt i ly af et halvtag – EJH 672. Inde fra hytten lød latter og klirren af flasker. Bjørnen gled lydløst ind bag en tyk gran, men Mikkel så, hvordan dens snude vendte mod hytten, og hvordan næseborene udvidede sig – den havde fanget duften af blod fra elgen eller fra kødrester.
Mikkel lagde sig i læ bag en rodvælte og videregav hyttekoordinaterne over radioen. Få minutter efter gik døren op, og Kenneth trådte ud med en plastpose affald. I det samme trådte bjørnen frem fra skyggen. Kenneth stivnede, posen faldt, og hans ansigt blev gråhvidt. Han snublede baglæns over dørtrinnet og skreg, mens de to andre væltede ud. Den unge fyrede et panisk skud, der rev en lang flis ud af væggen, og bjørnen svarede med en voldsom pote, der fik geværet til at flyve i en bue ind i krattet. Så rejste den sig på bagbenene og brølede – en dyb, rullende lyd der fik vinduerne til at klirre. De tre mænd pressede sig op ad væggen, og den ældre tabte tobakspinden og begyndte at jamre uforståeligt.
Fjernt begyndte sirenerne at hyle, først svagt, så tættere. Bjørnen drejede hovedet, slingrede ned på alle fire, og så forsvandt den med tunge skridt ind mellem træerne, skræmt af den voksende larm. Blå blink skar gennem trætoppene. Mikkel trådte frem og viste sit skovfogedskilt for de to chokerede betjente, der stod overfor et billede af kaos: tre rystende mænd med hænderne over hovedet, en slagtet elg bag hytten og en pickup fyldt med ulovlige trofæer.
Da håndjernene var lagt og politifolkene begyndte at læsse, stod Mikkel alene i lysningen. Han tændte sin lommelygte og så et stort poteaftryk i mudderet foran hytten, dybt og tydeligt. Han rørte ved det med støvlesnuden, slukkede lygten og gik mod vejen for at finde en varm kop kaffe og en frisk forbinding.
