Jeg stod i køkkenet og hakkede gulerødder, da jeg hørte lyden. En nøgle der blev stukket i fordøren. Klokken var kvart over syv en torsdag morgen. Jeg frøs. Det kunne kun være én person.
Finn trådte ind i entreen som om han ejede stedet. Nå nej, det mente han jo også at han gjorde. Han købte huset til os, sagde han altid. Glemte belejligt at jeg havde betalt halvdelen af udbetalingen og samtlige renoveringer de sidste seks år.
"Morgensang!" råbte han og klappede i hænderne. "Hvor er lille Albert? Bedstefar skal nok vække ham!"
Jeg kiggede på Rasmus. Han sad ved køkkenbordet og smurte en ostemad som om intet var hændt. Som om hans far ikke lige var gået direkte ind i vores hjem uden at banke på.
"Finn," sagde jeg og tørrede hænderne i viskestykket. "Vi har talt om det her. Du kan ikke bare…"
"Sludder, Mette," grinede han og gik forbi mig mod trappen. "Drengen skal jo op. Børn har godt af faste rutiner. Det havde Rasmus også. Ikke også, søn?"
Rasmus tyggede på sin mad. Nikkede svagt.
Jeg mærkede vreden boble op i brystet. Den samme vrede der havde ulmet i snart tre år. Siden Finn flyttede til Aarhus og pludselig skulle være en del af alting.
Det startede ellers fint nok. Han hjalp med at male Alberts værelse da jeg var højgravid. Kørte os til fødegangen da veerne startede tre uger før tid. Jeg var taknemmelig. Virkelig.
Men så begyndte kommentarerne.
"Skal han virkelig have så tynd en dyne? Han fryser jo."
"Hvorfor putter du ikke en ekstra cardigan på ham? Børn skal have uld inderst."
"Jeg har købt økologisk babymos. Den der fra Rema kan da ikke være god nok."
Først lo jeg af det. En overentusiastisk bedstefar. Rart at nogen bekymrede sig.
Så fandt jeg ham i færd med at flytte rundt på møblerne i stuen en dag jeg kom hjem fra arbejde. Han havde en mening om lysindfaldet. Om at sofaen stod forkert i forhold til fjernsynet. Om at mine bøger fyldte for meget på reolen.
"Jeg har sat dem ned i kælderen," sagde han fornøjet. "Du læser dem alligevel ikke mere."
Mine bøger. Min ph.d.-afhandling lå imellem dem. Noter jeg havde gemt i tyve år. Smidt i en flyttekasse ved siden af vandrørene.
Jeg sagde noget til Rasmus den aften. Han trak på skuldrene.
"Han prøver bare at hjælpe."
Det værste var pengene. Jeg er sygeplejerske, Rasmus er gymnasielærer, vi har det fint men der er ikke meget luft i budgettet. Især ikke efter jeg gik ned på 32 timer for at kunne hente Albert. Og Finn vidste det. For Rasmus fortalte ham det.
"Far spurgte bare hvordan det gik," sagde han da jeg konfronterede ham.
"Ja, og du svarede med at fortælle ham at jeg havde købt vinterstøvler til 900 kroner?"
"Det var da også dyrt for børnestøvler."
Jeg stirrede på ham. Min mand. Faren til mit barn. Ham der havde lovet at vi var et team.
"Ved du hvad der ellers er dyrt? Skilsmisser."
Vi skændtes den nat. For første gang rigtigt, så Alberts tegninger rystede på køleskabet. Bagefter lå jeg vågen og lyttede til Rasmus' vejrtrækning og tænkte: hvornår blev jeg den anden kvinde i mit eget ægteskab?
Bruddet kom for tre uger siden. Jeg havde fri om fredagen og hentede Albert tidligt fra børnehaven. Vi bagte boller, så tegnefilm, hyggede os. Ved totiden bankede det på døren.
Finn stod der med en dame jeg aldrig havde set før. Gråt hår, venligt smil, blåt skjortebryst med navneskilt.
"Det her er Kirsten fra Lillebæk Privatskole," sagde han stolt. "Jeg har fået Albert skrevet op. De havde en plads fra august. Godt jeg ringede i sidste uge, hva?"
Jeg stod med mel på kinderne og en lille dreng der klamrede sig til mit ben. Fuldstændig målløs.
"Kirsten har lige brug for at se Alberts børnehavepapirer," fortsatte Finn. "Henter du dem ikke lige?"
"Nej," hørte jeg mig selv sige. "Det gør jeg ikke."
Finn lo, sådan en kort fnisen. "Mette, nu skal du ikke være så stædig. Det her er en fantastisk mulighed. Du ved jeg kun vil jer det bedste."
"Du vil ikke os det bedste. Du vil bestemme. Der er forskel."
Kirsten så ud som om hun helst ville synke gennem fliserne. Finns smil blegnede.
"Nu synes jeg lige du skal tænke dig om inden du…"
"Gå ud af min indkørsel. Nu."
Han gik. Men han ringede til Rasmus med det samme. Selvfølgelig gjorde han det. Og Rasmus kom hjem.
"Min far ringede. Han var helt ude af den."
"Jeg håber du fortalte ham at han ikke skal opskrive vores barn til skoler uden at spørge os."
"Han sagde du havde været meget grov."
"Grovere end at gå ind i vores hus uden at banke på klokken syv om morgenen? Grovere end at grave i vores kontoudtog? For det gør han også nu, vidste du det? Han sidder i din netbank."
Rasmus rødmede. Så havde han altså givet sin far adgangskoden. Selvfølgelig.
"Ved du hvad," sagde jeg stille. "Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke være den eneste der slås for vores familie mens du står og glor og håber at det går over."
"Hvad mener du?"
"Jeg mener at du skal vælge. Nu. Ikke i morgen, ikke efter weekenden. Er du min mand eller din fars søn?"
Han vidste hvad jeg sagde. Og han svarede stadig ikke. Stirrede bare ned i gulvet med den der lille rynke mellem øjenbrynene.
Jeg pakkede to tasker den aften. Alberts yndlingsbamse, tandbørster, tøj nok til en uge. Min søster bor i Randers, 40 minutter væk. Hun sagde bare "kom" da jeg ringede.
To dage senere dukkede Rasmus op på min søsters bopæl. Han havde blomster med. Supermarkedstulipaner, indpakningen stadig på. Jeg åbnede døren men gik ikke ud til ham. Vi stod i entréen med min søsters sko i en rodet bunke bag mig og en kold forårsvind i nakken.
"Jeg har tænkt," sagde han. "Jeg tror vi skal have noget familieterapi. Far er også indforstået med at komme med til nogle sessioner."
"Undskyld, hvad sagde du?"
"Far. Han synes også at det er en god idé."
Jeg lo. Det kom bare væltende ud af mig, sådan en rungende latter der må have kunnet høres ude på vejen.
"Du spurgte din far om lov til at komme herhen," fik jeg fremstammet. "Du spurgte… han skal med til terapi… Rasmus, fatter du overhovedet hvad problemet er?"
"Jeg prøver jo at finde en løsning hvor alle…"
"Der er ikke nogen alle! Det er dig og mig og Albert. Os tre. Dét er familien. Din far er ikke med i det her ægteskab. Men det har han været i seks år, og du har holdt døren åben."
Rasmus åbnede munden. Lukkede den igen. Jeg så ham tydeligt nu, sådan som man ser et landskab man har kørt igennem hundrede gange men først nu lægger mærke til.
"Jeg skal nok bede om skilsmisse," sagde jeg. "Ikke for at straffe dig. Men fordi jeg ikke kan være gift med to mænd. Og Finn flyttede ind for længst."
Han græd da jeg lukkede døren. Jeg hørte det gennem brevsprækken. Mine egne øjne var helt tørre.
Albert spurgte efter sin far i tre dage. Så spurgte han efter sin iPad. Børn er heldigvis lavet af noget elastisk.
Min advokat siger at huset skal sælges. Det er fair nok. Jeg har kig på en lejlighed tæt på hospitalet. To værelser, vestvendt altan. Alberts skole ligger lige ved siden af. Den offentlige, som jeg selv har valgt.
Rasmus ringer stadig en gang imellem. Siger at Finn er ked af det. At han savner Albert. At han forstår at han gik over grænsen. Han har endda afleveret nøglen, påstår Rasmus, men det tror jeg først når jeg ser det.
For to uger siden kom der en kuvert med posten. Ingen afsender. Indeni lå en seddel:
"Inkassovarsel. Vedrørende restance på Lillebæk Privatskole. Beløb: 3.000 kr."
Finns navn stod som betaler. Mit stod som medansvarlig. For et barn han aldrig fik indskrevet, på en skole jeg aldrig havde sagt ja til.
Jeg tog et billede af regningen og sendte den til min advokat. Så gik jeg ind til Albert, der sad midt på gulvet med LEGO-klodser over det hele, og hjalp ham med at bygge et hus.
Et hus med lås på døren og gardiner for vinduerne og en mor og et barn der spiste havregryn og så lørdagsfilm uden at nogen kom og fortalte dem at de gjorde det forkert.
