Jeg tabte isvaflerne ned i sandet, før jeg overhovedet nåede at registrere, hvad jeg så.
Min mormor Gerda sad på en knirkende plastikskammel lige op ad den strandhytte, jeg havde lejet til hendes halvfemsårs fødselsdag. Hun var placeret midt i solen, uden en stump skygge, og hendes tynde, papirtynde hud lyste flammende rød på armene. Hun tørrede øjnene med en serviet, som om det bare var sved, men jeg kendte hende bedre end nogen.
Vores køletaske, den ternede strandtæppe og min skuldertaske lå spredt i klitterne som affald.
Jeg sank på knæ foran hende og tog hendes hænder. De sitrede.
— Mormor, hvad er der sket?
Hun så på mig med et blik, der bar hele den stolthed og sårbarhed, som en kvinde, der havde levet igennem en verdenskrig, kunne mønstre, når et fremmed menneske lige havde flået hende ned fra den piedestal, hun fortjente. Så pegede hun mod hytten.
En ung kvinde i en hvid, designet badedragt fra et eller andet eksklusivt dansk brand lå udstrakt på den mørkeblå daybed, jeg havde reserveret til min mormor dannebrogsflag. Hendes to veninder kastede popcorn op i hinandens mund, mens en fyr med et professionelt kamera knipsede billeder af hende, som om hun var på toppen af verden.
— Hun smed min stok ud, hviskede mormor. Og så sagde hun til sine venner, at jeg sikkert var en dement, de havde glemt. De lo ad mig, Ida.
Jeg hørte Vesterhavets brusen, men indeni summede en rasende stilhed.
Jeg rejste mig langsomt. — Bliv her, mormor. Og kig på solen.
Hun greb min håndled med en overraskende fasthed. — Du må ikke lave ballade på min fødselsdag. Du er ikke typen, der ryger i spjældet.
— Jeg skal bare snakke.
På vej gennem det bløde sand fik jeg øje på en ung fyr fra Henne Strand Badehotel. Han stod lænet op ad en bænk med et sammenrullet håndklæde i hænderne og lignede én, der hellere ville dø end at være til stede. Navneskiltet sagde Oliver.
— Du flyttede min mormor?
Han gispede. — Jeg… jeg hentede bare en skammel. Den her kvinde påstod, at hun var brandambassadør for hotellet, og at jeg ville blive fyret, hvis jeg blandede mig. Jeg tænkte, at… måske var det en fejl.
— Du tjekkede ikke armbåndet?
Hans ansigt blev askegråt. — Nej, frue.
— Du ringede ikke efter en leder?
— Jeg skulle have gjort det. Undskyld, for helvede.
Jeg klappede ham på skulderen. — Gør det nu, Oliver. Og find ud af, om den dame dér overhovedet har en aftale.
Så gik jeg hen til hytten. Kvinden holdt en telefon op foran sig, mens hun filmede en perfekt solnedgangs-reklame.
— Vi har brug for at tale sammen.
Hun sænkede telefonen to centimeter og sendte mig et overbærende blik. — Kan jeg hjælpe med noget?
— Ja. Du sidder i den strandhytte, jeg har betalt for til min mormors fødselsdag. Og du har smidt hende ud i solen.
Hun sukkede, som om hun håndterede et umuligt barn. — Ej, hold nu op. Den gamle dame brugte den jo alligevel ikke. Jeg skulle bare bruge den i ti minutter til et opslag for en sponsor. Det er jo gratis reklame for hotellet.
— Hun er halvfems. Hun kunne have fået et hedeslag.
Hun foldede armene over brystet. — I er bare jaloux. Og smålige.
— Smålig? Du rev en stok ud af hånden på en olding og kaldte hende dement på åben gade.
— Det er en strand.
Bag hende havde Oliver fået fat i en kvinde i hvid skjorte med navnet Nanna, der stormede over sandet med store skridt. Hun så fra min mormors røde arme til den herreløse køletaske og standsede foran hytten.
— Hvad foregår der her?
Jeg trak vejret. — Min mormor Gerda lejede denne hytte for tre uger siden. Jeg har reservationen. Denne kvinde, som ikke har nogen reservation, gik ind, skubbede mormor væk og smed vores ting i sandet fordi hun skulle bruge lyset til et influenceropslag. Jeg fandt mormor grædende på en skammel.
Nanna vendte sig mod kvinden i badedragten, der nu sad helt stiv. — Kan jeg lige se dit armbånd?
— Jeg har en aftale…
— Aftale med hvem?
Hun begyndte at fumle med sin taske. — Min manager sagde…
Nanna skar igennem. — Oliver, slå hende op i systemet. Nu.
To minutter senere kiggede Oliver op fra sin tablet. — Hun har slet ikke booket. Faktisk er hun slet ikke registreret som gæst. Hun er bare en dagsbesøgende, der har købt adgang til stranden.
Influencerens ansigt var som forvandlet til is. Bag hende skød veninderne hurtige blikke til hinanden, og fyren med kameraet sænkede udstyret. Jeg kunne høre hende mumle: „De kan ikke gøre noget. Jeg har fyrretusinde følgere.”
Nanna så hende lige i øjnene. — Jeg er leder af badehotellet, og jeg vil bede dig forlade denne hytte omgående. Derefter kan du hente dine ejendele ved receptionen og finde et andet sted at fotografere. Du er ikke velkommen her i morgen. Og hotellet vil naturligvis tage fuld afstand fra dig på alle vores kanaler.
Jeg gik over til min mormor og hjalb hende op. Hendes krop var let som en fugl. Vi gik ind i den nu tomme hytte. Jeg bredte tæppet ud igen, lagde puden bag hendes ryg og satte mig på hug for at åbne køletasken.
Udenfor kunne jeg høre influenceren råbe ad sine venner, at de bare kunne gå, og at hun nok skulle ordne det, for „de ved jo ikke, hvem jeg er.”
Noget metalisk klirrede i sandet. Hendes telefon, tænkte jeg. Hun tabte den i sandet, da hun stormede væk.
Jeg kiggede kort. Skærmen viste en strøm af notifikationer. Øverste linje lød: „Sponsor: Annullering — misbrug af faciliteter — kontrakt ophævet.”
Jeg vendte mig ind mod min mormor. Hun sad i den bløde stol nu og holdt et koldt glas citronvand. Hendes øjne var rettet mod horisonten, hvor Vesterhavet mødte den dybrøde solnedgang.
Oliver kom listende med en lille bakke, han havde taget med fra restauranten. Nybagte kanelsnegle og en skål jordbær. Han sagde ingenting, stillede den bare på bordet og forsvandt igen.
Min mormor brød en snegl over og gav mig den ene halvdel.
— Ved du hvad, Ida, mumlede hun med munden fuld. De her smager meget bedre, når man ejer hytten.
